Norges hemmelighed - Stranda

Tekst og Foto: Jakob Hertz/FarOutFoto

Langt ude på Norges vestland ligger Geiangerfjorden, mest kendt for fjorden der, om sommeren, er et yndet mål for krydstogtskibe, og Trollstigen - en utrolig smuk bilvej op over fjeldet med udsigt over et utal af bræer og fjorden langt nede. Om vinteren er denne vej lukket af flere meter sne, og det er i øvrigt heller ikke derfor, vi er taget fra de mere kendte skisteder længere inde i landet og herud til den lille bygd Stranda Det er fjeldområdet Sunnmørealperne. 5 slæbelifter, nogle enkelte pister, hele 1200 højdemeter og intet mindre end 130 cm nysne der trækker. Alene om 5 lifter Det er tidlig morgen da vi holder ved det lille færgeleje og venter på færgen, der skal sejle os det sidste stykke over fjorden til Stranda by. Vejret er præget af store tunge skyer, og giver ikke udsigt til den helt store skidag, vi ellers havde sat næsen op efter. men pludselig bryder solen frem og vi får det første glimt af Roaldshorn - toppen af skianlægget 1230 meter over os.

Jakob Hertz på vej ned mod Stranda by og fjorden. Foto: FarOut Foto/Martin Sparvath

Vi har en aftale med turistchefens søn – Claus - om at han skal vise os rundt, egentlig er der ikke den store grund til at blive vist rundt, vi har været her før, og med al den sne er det bare op med liften og ned hvor som helst. Over alt er forholdene perfekte til offpisteskiløb, men Claus er en hyggelig fyr, og det er altid sjovt at være på ski med lokale der kender alle de små listige steder.

Da vi en halv time senere står ved foden af liftanlægget er det svært at vente længere med at komme op på ski. Mens liften bliver startet op kaster vi lidt morgenmad i hovedet og finder skiene frem. Det er mandag og vi er de eneste på anlægget, ugen før havde der, ifølge Claus, været en sand invasion 14 svenskere og 3 ”gutter” fra Trondheim! Hvilket i princippet kunne give en liftkø på - tja - 1 minut måske. Hvis altså alle 17 var kommet ned på samme tid. Men de er taget hjem og deres spor er for længst sneet til.

Vel oppe på toppen standser vi liften, der er jo ikke nogen grund til at have den kørende mens vi står på ski! - Mærkelig fornemmelse sådan at have et helt skianlæg for sig selv.

Fandens til job.
Vi er her primært fordi vi er vilde med at stå på ski, men også fordi vi er i gang med, at teste skiudstyr. Til dette skal vi bruge nogle skibilleder, og et smukkere sted end Stranda skal man lede længe efter. Vi er dog så "heldige" at vejret er blevet en smule diset - ikke godt fotovejr, så kameraudstyret bliver lagt på toppen mens puddersneen står os om ørene. Terrænet er stejlt men her er så meget plads at det ikke mærkes før vi kommer ned i skoven, hvor der skal reageres meget hurtigt.

I løbet af dagen letter disen og Sunnmørealperne viser sig fra den smukkeste side med sol og stille vejr. Kameraudstyret bliver fundet frem og vi begynder dagens billedjagt. Det sene eftermiddagslys er ofte det smukkeste lys at fotografere i, så vi bliver oppe til solen går ned, og det er blevet mørkt inden vi vender tilbage til bilen.

Der er 4 kilometer i bil fra skianlægget ned til Stranda by. Hvis man da ikke står på ski helt ned til byen. Her tjekker vi ind på Hotellet, der ud over et par hytter oppe ved hejsen og et par campinghytter i byen er eneste overnatningsmulighed.

Norge er ikke berømt for sit køkken (og det med god grund!). Men restauranten på Stranda hotel er en undtagelse. Vi kommer lige til deres "eksotiske" aften, hvor der serveres bl.a. nordiske specialiteter som bæver og rensdyr samt mere eksotiske ting som krokodille og slange. Ikke hvad man normalt forbinder med det norske køkken, men absolut godt.

På ski ned til havet Det er sidst i Marts og foråret er på vej, også til Stranda, hvor vi næste dag sidder i T-shirt og spiser vores medbragte frokost. Varmen betyder at sneen bliver tung og våd, og hvert sving udløser små "laviner” der heldigvis falder til ro meget hurtigt, så der er ingen risiko for at blive taget af en rigtig lavine. Men de store snebolde der kommer rullende efter én, er nu ikke sådan at spøge med.

Sunnmørealperne byder på massere af muligheder for skibestigninger til de omkringliggende toppe. Her er alt fra meget stejle vægge over render/couloir egnet til skiløb (en ofte smal tunge af sne ned gennem en ellers klippefyldt bjergvæg), til kæmpe fjeldsider med alt den plads man behøver - Det er blot at vælge, og næste dag skal vi ud og gå. Vi beslutter os for en tur til en top, hvor vi har udsigt til bræer og vilde bjerge horisonten rundt og fjorden dybt under os.

Endnu engang bliver det sent inden vi begynder nedkørslen. Solen er gået om bag bjergkammen, og med skyggen kommer frosten der giver sneen en iset skorpe, noget af det sværeste underlag at stå på ski i. Hvert andet sving bryder "isen" og sneen er knædyb.
Vi starter lidt forsigtigt ned mod trægrænsen, men snart vænner vi os til det nye underlag og farten sættes op. Længere nede er det stadig tø og sneen er let at køre i, vi sætter farten yderligere op.
Ned gennem skoven følger vi et spor der føre os helt ned til Stranda by. Hvor vi til slut køre rundt mellem villahaver mens lyden fra en fiskerkutter giver et noget anderledes lyd-billed end normalt i skisportsbyer.
Men Stranda er ingen normal skiby og fjeldet er på ingen måde et normalt skibjerg.