USA på ski

En dagbog fra 4 uger på ski i USA!
Skrevet af Jakob Hertz og Marie-Louise Saaby

Pudder, pudder og atter pudder!! – historierne om skiløbet ”over there” er mange  – Helt så rosenrødt ved vi godt det ikke er – men, på den anden siden  - man har jo lov til at være heldig, og i Europa er alligevel ikke meget sne.

20.12.2001

Københanvs lufthavn – grundigt tjek hvor alt bliver gennemlyst og undersøgt!
London Heathrow – grundigt tjek, hvor alt bliver gennemlyst og undersøgt – igen!
Seattle lufthavn – grundigt tjek, hvor alt bliver gennemlyst og undersøgt endnu en gang – og det var endda for at komme ud af lufthavnen!! – mærkeligt at skulle tjekkes for våben på vej ind i landet hvor man kan købe sig en kanon i et supermarked!
Nå, men ind kommer vi, og ”kun” 2½ time efter landingen kunne vi begive os ud i Seattles aftentrafik.

Efter et par timers søvn, i bilen, ankommer vi kl. 06.30 til Stevens Pass. De 9 timers tidsforskel vender noget op og ned på døgnet! Vores ”indre ur” siger stadig at kl. er. 15.30!!! – så det var nærmest en middagslur.

Stevens Pass Stevens Pass er et skiområde kun omkring 100 kilometer fra Seattle, med rigtig meget stejlt terræn og 2 meter sne! Desværre er det en uge efter snefald, så offpisten er kørt godt op – hvilket måske er meget godt for vores helbred! – de første sving er vist ikke de smukkeste der er set! Trods den tætte beliggenhed på storbyen Seattle er der ingen liftkøer – men ifølge Josh fra liftkontoret er der ofte noget fyldt i weekenden. Stevens Pass ligger midt i en nationalpark, så de har ikke fået lov til at bygge hoteller og hytter ved lifterne. Eneste overnatningsmulighed ved lifterne er en nyåbnet RV park (mobile home). Det betyder at man bor i de omkring liggende byer – eneste problem med dette system er, at der ikke er nogle omkringliggende byer! – nærmeste by er Leavenworth som ligger næsten en times kørsel væk! I øvrigt en by bygget som en overdrevet kopi af en Østrigsk alpeby – men det er nu svært at bevare illusionen når vejen stadig skal være 50 meter bred, så der er plads til de mega trucks de kører rundt i. Fra Stevens Pass kører vi videre østpå gennem Idaho og ind i Montana – kæmpestor stat, og kun 850 000 indbyggere! Så plads er her nok af.

Big Mountain Første stop er Big Mountain – og nu er vi kommet på landet. Alle kender vist hinanden, går med cowboyhat og kører rundt i kæmpe 4-hjulstrækkere der får en almindelig dansk varebil til at ligne en Fiat Punto! Nå, men tågen ligger tæt over bjerget, så vi benytter os af den formidable service, de har med gratis guide på bjerget. På guideturen stopper Karen (vores guide) med jævne mellemrum og peger ud i tågen på de forskellige offpiste muligheder – og dem er der rigtig mange af. Det meste i åben skov, så tågen betyder ikke så meget igen, når man har træer at holde sig til, og ligegyldigt hvor man kører ned, havner man altid ved en lift eller en transportpiste, der fører én tilbage til en lift. Tågen er i øvrigt helt normal her, en stor sø neden for bjerget skaber en fugtig luft der lægger sig som en tæt tåge omkring bjerget. Tågen lægger kæmpe rimlag omkring træerne, så de kommer til at stå som store ”snesøjler” – en helt utroligt oplevelse at køre ned mellem disse formationer! Det er desværre også her en uge siden sidste snefald, og der er kørt op næsten over alt - på trods af et stort terræn og næsten mennesketomt i området. Men ifølge Karen ”gider” de lokale ikke komme op på ski, når der ikke er pudder! – de har det simpelthen for godt!

Efter et par dage i tågen er vi ved at finde ud af, hvordan terrænet hænger sammen, men da tågen omsider rykker længere ned, så toppen af bjerget ligger badet i solen, går det for alvor op for os, hvor mange muligheder her er! – Hvem der bare var her i nysne!!

Men vi er jo på farten og nu skal vi videre sydpå mod Big Sky, også i Montana.

Big Sky Vi kører fra Big Mountain lige efter skidagen, og med 6-7 timer foran os, bliver køreturen lidt vel lang, så vi stopper undervejs og sover i bilen – her inde i landet kan man godt mærke det er fastlandsklima. - Hold kæft en kold nat! – men rigtig billig! Vi vågner op til en kold, kold morgen, med is på hele indersiden af bilen og fin let frostsne uden for døren (dørerne). Dagen var dedikeret til Big Sky Ski Resort, der er på top 10 listen for ”steeps” ifølge Skiing Winter Adventure magazine. Så forventningerne var store, selvom vi vidste, at sneforholdene ikke var helt i top.

Det er et storslået velkomstsyn, der møder én, når man kører op mod Big Sky Mountain, og også velkendt. Bjerget er nemlig det, Paramount Pictures har som deres logo, og i mit hoved er der associationer til både cowboy film og tyk sne under mine telemarkski.

Virkeligheden er ikke helt så storslået, sidste snefald var for 5 dage siden, og der er mildest talt ikke meget tilbage af den. Toppen af bjerget er et ”must see”, men den øverste bid er næsten bar, og udsigten var det mest imponerende, på sådan en skyfri dag.

Under bedre sneforhold er der dog unægtelig rigtig rige muligheder for at udfordre sjæl og legeme. Little og Big Couloir er begge markerede som double diamond nedfarter, og man må sige, at resortet er fremme i skoene hvad angår steeps. Little Couloir er aldrig kørt uden styrt, der i denne kategori couloirs oftest har dødelig udgang. Især starten af couloir’en  er ekstrem, med stort set ren klippe på vel en 60 grader. 

Vi lægger ud med at køre bagsiden, ender ved en enlig lift, men vi kan se, at der lige på den anden side af en lille kløft er en masse pister, der tilsyneladende ikke hører med til Big Sky. Den (selvfølgelig) mægtig flinke lift mand (how are you today?) kan oplyse, at det er Pioneer Mountain, et privat skiområde, som kun 12 bruger. Om det var 12 personer, 12 familier, eller hvad når vi ikke at høre, før vores stol kommer. Vi kan hurtigt blive enige om det meget bizzare i fæomenet ”private skiområder”, men der er jo den alt overskyggende fordel: det er muligt at få fresh tracks! Man kan bare starte fra den ene ende, ingen stress, der kommer ikke nogen og hugger pudderet fra dig!

Vi når rundt over det hele og er da heldige at få et par enkelte gode spor, det ene på sydsiden fra toppen, det andet i skygge på bagsiden af…. Til frokost taler vi med en skilærer fra Chile, der har undervist i Big Sky i 4 år, hvoraf der ifølge ham kun har været én god snesæson. Hmm…. Det er jo ikke lige det, man hører om Montanas mest berømte skiområde….  Det er som om, at folks oplevelser ændrer lidt karakter fra de oplever dem og til de bliver fortalt hjemme i Danmark. Det er i hvert fald sjældent, man har hørt en dansker just hjemvendt fra skiløb i Rockies sige ”sne var der sgu ikke meget af”.

Men området er rigtig pænt med bjælke hytte restauranter på pisterne, endda er nogle af lift husene bygget af bjælker. Ved foden af lifterne ligger et stort kompleks i flot stil med et meget luksuriøst indre, bl.a. afterski pejsestue med lækre lædersofaer osv.

En anden fordel ved området er, at der ikke er særlig mange mennesker (ikke engang her mellem jul og nytår), så der er nok urørt offpiste nogle dage efter snefald. Familie venligt er det også, man kan kun ”ende ” ét sted og der er både flade boulevarder og de helt ekstreme stejle sider at køre på.

Vi slutter skidagen med den obligatoriske kørekaffe i bilen  - på vej videre sydpå.

Vi kører til vest indgangen af Yellowstone National Park, West Yellowstone, hvor vi de sidste 5 miles overhales indenom af en hel masse snescootere. Det er tilsyneladende den store passion i byen, snowmobiling! Der er snescootere overalt! I parkeringsbåsene foran supermarkedet, på gaden, der er snescotterudlejere på hvert gadehjørne, snescooter trailere, og på restauranten, hvor vi spiser er der snescooter træf!!  Ved bordet bag os, hvor en kvinde åbenbart taler om morgenmaden næste dag, siger manden: ”did you come here to snowmobile, or did you come here to eat breakfast??”

Udover snescooterne har de et andet sjovt køretøj: pick ups på larvefødder! Uden larvefødderne får man om vinteren ikke lov til at køre ind i Yellowstone National park, som vi jo ellers havde tænkt os, så vi ærger os noget over, at der ikke findes larvefødder som ekstra feature på vores Pontiac Grand Am. Vi må altså køre uden om parken ned til Jackson Hole, vores næste destination. 

Jackson Hole Det sner da vi ankommer, alt tegner til at vi får et par pudderdage her, desværre bliver virkeligheden ikke helt som på filmene herfra – men det gør det jo sjældent! – for det første er det nytårsdagene hvor mange har ferie, for det andet er bjerget ikke særlig stort, der er tale om et bjerg hvor man i øvrigt kun kan køre på forsiden, og sidst men ikke mindst, der er andre end os der har hørt om pudderskiløbet – så  bjerget er kørt op til pukler. De 15-20 cm nysne rækker slet ikke til at dække de alt for store pukler – der i øvrigt er helt uden spor! Hvilket gør det ret besværligt at få noget godt skiløb ud af dem! - Selv inde mellem træerne er der pukler næsten over alt, nu blot med den lille tilføjelse, at man både skal holde øje med de næste pukler og med de næste træer!! Men bortset fra alt det her småbrokkeri har stedet potentiale, og vi fandt da også noget rigtig dejligt skiløb, hvor det ikke var kørt helt op! Det er let at forstå hvorfor Jackson er blevet et kendt område for den mere hardcore side af skiløbet. Terrænet er stejlt, og her er mange klipper, der giver muligheder for nogle rigtig udfordrende linjer ned af bjerget! Så med lidt færre mennesker og lidt mere ny sne er Jackson Hole helt klart værd at besøge!!

I byen Jackson (hvor man bor ”kun” 20 km fra liften!) er der rigtig byliv, mange spændende butikker, og spisestæder med en rigtig hyggelig stemning, som den man ofte oplever på skisteder med mange ”sæsonere” og lokale! - Hele atmosfære i Jackson er: ”når vi det ikke i dag, så når vi det nok i morgen – eller en anden dag” – Altså lige bortset fra når der er pudder – så skal alle nok komme tidligt op!!

Teton Pass
Rigtig mange, især blandt de lokale, har fået nok af den stress det er at få ”first tracs” oppe ved lifterne, så det nærliggende Teton Pass har udviklet sig til et ekstra skiområde – blot med den lille forskel, at her er ingen lifter! Så det er med skiene på nakken, vi begiver os op ad en hårdt pakket sti for  45 minutter senere at stå på toppen i tæt tåge. Heroppe møder vi nogle ”lokale”, der har en lille snehule på toppen, hvor de lige skal rigtig højt op (med lidt sjov tobak), inden turen ned igen!

Nedkørslen er en tur i paradis: 1000 højdemeter i den dejligste puddersne! Hold da så lige op hvor er det sjovt at stå på ski!! Vel nede ved vejen, hvor man tomler tilbage til bilen på toppen af passet, venter vi vel kun 2-3 biler, før en kæmpe truck stopper og samler os op. På den korte køretur når vi at høre stort set alt om Jackson Hole, passet, deres telemark konkurrencer og meget mere – de snakker meget de amerikanere!

Pudderskiløb på Powder Mountain Efterhånden har vi jo fået lært, at der på de mest berømte skisportssteder er for mange gode skiløbere, der kører terrænet til pukler alt for hurtigt. Her i Utah er det også noget siden det sidste store snefald, så vi må finde et ukendt sted, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om first tracks. Vi spørge os for i de forskellige skiforretniner i Odgen, og  det lyder, som om Powder Mountain er et lille sted, hvor vi måske kan være heldige, at der ikke er så mange skibumser og andre, der kører off piste. Allerede på vej op på bjerget, der ligger ca. 20 miles fra Ogden, fornemmer vi, at dette her sted er anderledes. Der er ingen store reklamer, kun et lille fint gammelt håndmalet skilt, der viser, at vi er på vej mod Powder Mountain.Vi kommer til en lille parkeringsplads, og kikker os omkring ved hvad der ligner et meget gammelt liftkontor. En ung fyr spørger, ”are you looking for the rest of the mountain?” Han fortæller, at vi kan finde det rigtige liftkontor lidt længere oppe ad vejen. Vi får liftkort og en host, der kan vise os noget af terrænet, desuden får vi en aftale med den ansvarlige for external affairs. Brian, vores rigtig søde host,  viser os rundt i området, der ikke har mange lifter,  men til gengæld meget terræn. Og for første gang i staterne laver vi nye spor ved hver nedkørsel, jubiii, her har de gemt noget pudder til os. Det er ikke meter tyk pudder, men det er faktisk meget godt, for det er ikke særlig stejlt terræn, og med meget tyk sne var vi gået i stå.

Her er skovskiløb, og man kan selv vælge hvor  tætte træer, man vil have. Her er åbne sider med lidt klipper at hoppe fra, og der er toppe at gå op på. Fra toppen af Sundown liften kan man få et ekstra lift op mod ”lightning ridge ” med snow cat. Det foregår ved, at man holder fast i eet af de to reb, der er spændt efter snow cat’en.. Der kan stå 9 skiløbere eller snowboardere ved hvert reb – og med den ”liftkapacitet” bliver Lightning Ridge ikke overrendt!

Powder Mountain er et familie ejet sted, hvor grundlæggeren står for lifterne, broderen for skiskolen, sønnen og datteren styrer to af lodgerne på bjerget osv. Medarbejderne har for de flestes vedkommende været her i mange år, hvor det på de andre skisteder er normalt, at folk bare arbejder der nogle få sæsoner. På powder Mountain tager de sig godt af deres medarbejdere, der er ”much care and love”, men der er ikke så mange penge i at arbejde her, som der er på de store steder. Men medarbejderne her er glade, de kan lide at være her, og de kender stort set alle hinanden. Der er ikke gjort nogen forsøg på at gøre området kendt, der er ingen store skilte eller reklamekampagner. Til gengæld er der heller ingen planer om at gøre området mere effektivt med flere lifter til det store område, de nuværende fire stolelifte dækker. 

Men sådan bliver det sikkert ikke ved med at være, for ejeren tænker på at sælge området, og den eventuelle køber vil uden tvivl satse på at sælge flere lift kort, end der bliver solgt nu, og det vil kræve både udvidelse af liftkapcitet og markedsføring. Så det er ikke til at vide, hvor længe, man kan komme til perlen Powder Mountain  og finde pudder.

Egentlig har vi kun planlagt at køre på ski på Powder Mountain en enkelt dag, men de gode sneforhold og den venlige atmosfære gør, at vi tager en ekstra dag. Om aftenen tager Brian os med på nogle af de lokale barer, eller klubber, som de hedder i Utah. Man skal i denne stat være medlem af en klub, før man kan få serveret alkohol. Der udskænkes øl på restauranter, men stærkere sager må man enten købe i ”liquor store” eller i en klub. Hvis der på en almindelig cafe eller restaurant er en bardisk at sidde ved, skal man være over 21 for overhovedet at måtte sidde der! Altså også selvom man ikke får serveret andet end coca-cola!

De berømte steder i Utah hvor der skal være OL i år, springer vi over, i stedet tager vi nogle dage med isklatring i en kunstig fremstillet ”isklatrepark” i Colorado! Et vandrør på kanten af en kløft, og så ellers 125 dysser til at hælde vand ud over kanten om natten, er grundlaget for denne legeplads! Sneen kniber det lidt med, men de lover storm, og den skulle trække noget pudder med sig, så vi krydser fingre for et par pudderdage når vi kommer til Breckenridge.

Breckenridge Vejen til Breckenridge fører os gennem Colorados sydlige ”lavland” (det ligger i 2000 meters højde!) og efter 140 km kommer endelig første sving og i den anledning en MEGET tiltrængt tankstation! Så med fuld tank i både bilen og kaffekoppen går turen videre langs med bjergene, hvor vi kan se, hvordan stormen trækker op. Vi tror ikke rigtig på sne, før vi, i en kajakbutik, ser på et webcam, at det vælter ned inde i Breckenridge. Vi kan dårligt komme hurtigt nok ud af butikken, og op i bjergene!

Der går ikke lang tid før de første snefung rammer forruden – et stort øjeblik som de fleste pudder freaks sikkert kender? – spørgsmålet er så bare: Hvor meget kommer der?
Det er sidst på eftermiddagen, da vi endelig kommer frem til Breckenrigde, stadig i tæt snevejr – det tegner til nogle gode dage her! Byen er en skiby, som vi kender det fra Europa. En rigtig by hvor lifterne starter lige uden for døren.

I vores søgen efter det billigste sted at bo får vi et tilbud der er svært at sige nej til! Tilbudet går i alt sin enkelthed ud på, at vi skal på en rundvisning i et nyopført timeshare luksusbyggeri, til gengæld for vi en billig hotelovernatning og en 100$ check at købe for i byens butikker og restauranter.

Idéen er så, at man skal se det uundværlige i de opvarmede fortorve, de udendørs boblebade og poolen (også udendørs), og selvfølgelig de rigtig store lejligheder med ikke mindre end 3 store fjernsyn!! (slut med at skændes om hvad man vil se – smart og helt uundværligt på en skiferie!).

Nå, men selv om man kan få en uge om året i komplekset, for den beskedne sum af kr. 200 000 og så lige kr. 5000 om året til driften, dropper vi at købe i denne omgang. - Men checken og den billige overnatning, tager vi gladeligt i mod.

Det meste er meget dyrt her i US, så det gælder om at hustle så meget som muligt, når budgettet ikke er helt ubegrænset.

I øvrigt er der noget rigtigt godt skiløb i Breckenrigde. Det bedste pudder vi finder er ved en slæbelift yderst i området. Toppen er blæst godt af, men sneen ligger dyb og dejlig efter et par hundrede meter. Lidt længere nede kommer skoven, som er tyndet godt ud, så der er god plads mellem træerne og det giver noget rigtig udfordrende skiløb.

En lidt pudsig ting for os ”dovne” danske skiturister er, at der på liftkortet er indtegnet to offpiste områder fra de højeste toppe i området – men der går ingen lifter derop!! Vil man derop, må man gå! – og det er der rigtig mange, der gør, på trods af at de har betalt omkring kr. 500 for et liftkort per dag! Der er da heller ingen tvivl om, at de første par hundrede energiske topbestigere får noget rigtig godt pudder at køre ned i.

Bortset fra skiløbet ved slæbeliften er det svært at finde urørt sne; alt offpiste er kørt op til pukler. Men der mange gode pister, og området er stort nok til at tage lidt på tur – dog slet ikke som det vi kender fra de store områder i Alperne.

Jobbet er gjort, der er ikke flere nye spor at få, så vi tager en afstikker fra skiløbet ned til Colorados hovedstad, Denver, hvor jeg (Jakob) får købt nogle tiltrængte rene cowboybukser! – Tak for julegave mor!

Planen er at køre fra Denver rigtig tidligt, så vi kommer til Vail, når lifterne åbner, men resten af byen har vist fået samme idé. Trafikken er tæt, og det er snevejr oppe i bjergene. Så det meste af vejen bliver med 30 km i timen, hvilket betyder at vi først er fremme i Vail ved frokosttid. Det er ellers imponerende gode vejforhold. Motorvejen Interstate 70 går tværs over staten, lige forbi Vail, og den kommer helt op i 10666 fod (næsten 4000 meters højde). Vores højdemålere er kommet på arbejde, og det er sjovt at se, hvor mange højdemeter vi kører i minuttet.

Vail   Fremme i Vail er der omkring 15 cm nysne og med de forbavsende få mennesker, lover det godt for vores ophold i her. Det sner stadig, og vi har rigtig travlt med at komme ud på ski. Men at finde et sted hvor man kan parkerer uden at skulle betale en formue (10$ =85dkr.) er nærmest håbløst – vi ender ved et supermarkeds p-plads (naturligvis kun for kunderne!) langt væk fra lifterne, men med den gratis skibus ender vi da med at komme frem til en lift og op på ski.

Vi har hørt meget om de fantastiske ”Backbowls” i Vail, og da vi allerede har ”mistet” næsten en halv pudderdag på at holde i kø fra Denver, finde p-plads og køre i skibus går vi direkte efter ”guldet” på bagsiden! – Og vi bliver ikke skuffede! 3-4 store gryder, med god hældning og dejlig nysne på toppen. Alle med enkelte træer der gør det rimeligt let at finde ud af hvad der er op og ned – selv i det tætte snevejr!

Vail er afgjort et af turens skimæssige højdepunkter. Her er næsten alt; En rigtig hyggelig by – uden biler!! - hvilket er ret unikt på de her kanter! Mange gode pister, måske lige lovlig mange pukler (vi er ved at være lidt trætte af pukler!), et stort og meget varieret offpiste terræn, dog ikke særlig meget af det helt stejle terræn og kun enkelte klipper! Så det er med godt brugte og trætte ben, vi sjosker rundt mellem Vails mange afterskisteder inden vi køre de 40 km ned til vores billige motel.

Det er blevet varmt, de sydvendte Backbowls er blevet kørt op, og puklerne står nu og damper i solen. Vi skal hjem om et par dage, så vi tager afsked med Vail og skiløbet for denne gang, og begiver os ned til Denver for at  kigge lidt på Boulder (en ”forstad” til Denver) og ellers bare dase lidt i det gode vejr – vi er på højde med Sydspanien, så solen står højt, så selv om vinteren dårlig nok er begyndt, er det alligevel lidt forår! – så kontrasten er stor da vi kommer ud af Kastrup til en regnfuld og meget mørk dansk vinterdag.

Hvordan er USA så som skiland? Tja… det kan man jo selvfølgelig ikke sige noget endeligt om efter ”bare” 4 uger og 8-9 forskellige områder, men alligevel. Vores umiddelbare opfattelse er, at det er anderledes! - Hverken bedre eller dårligere – de små skiområder opvejes af den oplevelse det er at køre rundt i USA. I følge de lokale vi mødte var vi ganske heldige med sneen, og når en ”BIG POWDERDAY” var efter bare 30 cm nysne fik vi da et par ”Powderdays” undervejs!

Selvfølgelig kan man være heldig med masser af pudder – præcist som man kan være det i Norge eller i Alperne, men det evigt bundløse pudderskiløb man høre så meget om, holder ikke! – snemængderne vokser vist noget i flyet over Atlanten, inden oplevelserne genfortælles hjemme i Danmark!

Det er dyrt derovre, men man kan spare rigtig mange penge ved at tjekke tilbud på overnatning og liftkort på Internettet i god tid før afgang – mange steder kan man snildt spare 400 –500 kr. per dag på den måde!